Antonia Kløvedal

Fra jeg første gang så nogen bruge tegnsprog, har jeg været helt betaget af det. Jeg er vildt fascineret af at kunne kommunikere lydløst og samtidig med masser af energi og udtryk.

Det er en spændende proces for mig at være en del af samtalen mellem mennesker og at facilitere kommunikationen og alle de forskellige niveauer i denne.
Det er altid vigtigt at en kommunikationssituation bliver så naturlig som mulig for alle parter og jeg som tolk er med til at gøre dette muligt. Det er en stor tilfredsstillelse for mig at finde de rigtige tegn til at udtrykke ordene, energien og meningen i samtalen.

Jeg elsker mit arbejde og jeg elsker at møde forskellige mennesker i forskellige situationer.

Før jeg uddannede mig til tegnsprogstolk, arbejdede jeg som underviser for børn og unge og som personlig hjælper for handicappede. Jeg har derfor stor erfaring i at arbejde med mennesker, så forskellige som vi kan være. Jeg har en god indfølingsevne og har altid vidst, at jeg ville arbejde med mennesker.

 

I perioder skrivetolker jeg live på Danmarks Radio. Det har jeg blandt andet gjort ved flere Olympiske Lege og andre sportsbegivenheder som VM i fodbold. Jeg skrivetolker også ved både uddannelser, møder og sociale situationer. 

 

Jeg har siden december 2017 fungeret som censor på tolkeuddannelsen KP og sidder også i censorformandskabet. Jeg er censor på både de praktiske og teoretiske eksaminer. Jeg stræber efter at være opdateret fagligt, hvilket min rolle som censor understøtter og det er vigtigt for mig hele tiden at videreudvikle mig indenfor tolkefaget.